Genoptræning efter undersøgelse eller indlæggelse på hospital

Dit behov for genoptræning skal være vurderet af en læge. Der skal være en genoptræningsplan fra hospitalet. Genoptræningsplanen fra hospitalet er din henvisning til et forløb hos os.

Hvordan foregår forløbet?

Vi tilrettelægger din genoptræning sammen med dig. Vi bruger de oplysninger, der er i din genoptræningsplan og på baggrund af vores forundersøgelse. Formålet er, at du så vidt muligt kan vende tilbage til din hverdag.

Hvad er målet med genoptræningsforløbet?

Målet for forløbet bliver tilrettelagt individuelt. Vi tager hensyn til din alder, skade, aktivitetsniveau og evt. anden sygdom.

Hvem står for forløbet?

Genoptræningen foregår i samarbejde med en ergoterapeut eller en fysioterapeut. Genoptræningsenheden i Sundhedscenter Viborg står for genoptræningen. Du kan læse mere om forløbet via oversigten.

Genoptræningsplan

Når vi har din genoptræningsplan, kontakter vi dig senest 4 hverdage efter modtagelsen. Som udgangspunkt via et indkaldelsesbrev i din e-Boks.

Du kommer til en forundersøgelse inden for 7 dage, hvis der ikke er restriktioner fra hospitalet. Du starter genoptræning herefter. 

Hvis vi ikke kan tilbyde opstart af træning inden for de 7 dage, har du ret til frit at vælge en leverandør af genoptræning blandt godkendte private leverandører, hvis de kan opstarte genoptræningen senest samtidig. Dette fremgår af dit indkaldelsesbrev.

Ved første besøg foretager fysio- eller ergoterapeuten en forundersøgelse. I samarbejde med dig planlægger I det videre forløb. Dit genoptræningsforløb er individuelt tilpasset dig. Det foregår enten individuelt eller på et hold.

Det er vigtigt for effekten af genoptræningsforløbet, at du prioriterer træningen og deltager aktivt. Forløbet er tidsafgrænset, men fysio- eller ergoterapeuten vil altid i samarbejde med dig udarbejde en plan for dit videre forløb ved afslutningen.

Individuelt forløb

Et individuelt forløb består ofte af instruktion i specifikke selvtræningsøvelser, som du skal udføre hjemme.

Holdtræning

Holdtræningen foregår en til to gange om ugen af 1 times varighed. Der er 2 fysioterapeuter på hvert hold.

I særlige tilfælde kan genoptræningen på hold foregå i varmtvandsbassin. Vores bassintræning foregår i Bjerringbro Idrætspark.

I Sundhedscenter Viborg har vi to store træningssale, aflukkede undersøgelses-/behandlingsrum samt omklædningsrum.

Vi er i alt 14 fysioterapeuter og 3 ergoterapeuter, der varetager genoptræning indenfor de forskellige områder.

Du kan finde information om parkering her: Parkering i Toldboden 

Du skal som udgangspunkt selv sørge for transport til genoptræning. Kan du af helbredsmæssige årsager ikke benytte offentlig transport, kan du få kørsel til genoptræning. Se reglerne i dit indkaldelsesbrev.

Læs mere her: 

Nyttig viden hvis du skal til genoptræning i Sundhedscenter Viborg

Du kan evt. printe dokumentet og medbringe første gang. 

Kontakt

Genoptræning

Toldboden 1
8800 Viborg
87 87 60 40

Telefontid

Mandag - fredag

08.00 - 14.00