Bekymringspostkasse

Du kan nogle gange stå i den situation, at du er bekymret for en ældre medborger og er i tvivl om, hvor du kan henvende dig med din bekymring. Du kan også stå i en situation, hvor du er bekymret for din egen sundhed og trivsel. Det forebyggende team i Viborg Kommune har derfor oprettet en bekymringspostkasse.

Vi håber, at vi med postkassen kan få kontakt til borgere over 65 år, der er udfordret i livet og derfor kan have svært ved at række ud og bede om hjælp. En henvendelse til bekymringspostkassen vil medføre, at en forebyggende medarbejder tilbyder et besøg hos den pågældende borger.

 

Hvad går besøget ud på?

Besøget foregår i borgerens hjem. Vi vil tale om den henvendelse, vi har fået, og hvad der er vigtigt for den enkelte i forhold til sundhed og forebyggelse af sygdom. Vi vil gerne være med til at løse problemer, før de vokser sig store og uoverskuelige.

Vi kan ikke bevillige ydelser, som f.eks. hjemmehjælp og hjælpemidler, men kan vejlede om, hvor borgeren skal henvende sig, og vi kan hjælpe med at få skabt kontakt til de relevante medarbejdere.

Et forebyggende hjemmebesøg er et tilbud om støtte. Det er ikke et myndighedsbesøg, og det forebyggende team kan ikke træffe beslutninger, men hjælpe med at få skabt kontakt til de relevante personer.

 

To borgerhistorier

Her kan du læse om to borgere, der har takket ja til et bekymringsbesøg og hvad det har givet dem: Borgerhistorier - bekymringspostkasse


Hvordan henvender jeg mig?

Du kan ringe på telefonnummer 20700731 eller skrive en mail til forebyggende@viborg.dk

Du skal være opmærksom på, at hvis din henvendelse skal være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller telefonnummer, heller ikke i en mail.

Vi vil dog gerne have dit navn og telefonnummer, så vi har mulighed for at tale med dig og kunne stille uddybende spørgsmål til din henvendelse. Vi er fælles om ønsket om at hjælpe en sårbar medborger, og vi besøger kun borgeren, hvis han/hun ønsker det.

Hvis du oplyser dit navn og kontaktoplysninger, og hvis borgeren spørger om det, har vi pligt til at fortælle, hvem der har henvendt sig med sin bekymring.

 

Læs mere i pjecen om sårbarhed: Sårbarhed (pdf)

 

Sidst opdateret: 25.02.2020