Poul Eriks nye sunde vaner

"Jeg har fået mere energi og er kommet i bedre form. Jeg kan nu løbe Søndersø rundt og cykler lange ture"

Mere energi i hverdagen

Poul Erik, der har deltaget i "Rigtige Mænd"-forløbet i Viborg Kommune, har oplevet at få øget energi i hverdagen efter, at han har tabt 11 kg og 8 centimeter om livet på de 2 måneder forløbet har varet. Poul Erik meldte sig på forløbet med et ønske om at komme i gang igen, tabe sig og gøre det sammen med andre:

"Jeg var meget motiveret for at komme i gang igen. Jeg har tidligere løbet meget, men var blevet udfordret på skader, så jeg ville gerne prøve andre motionsformer og gøre noget ved kosten"

Poul Erik takkede ja til en livsstils- og sundhedssamtale på Sundhedscenter Viborg under forløbet, hvor der blev talt om, hvordan han og konen kunne ændre kostvaner i deres hverdag. Derudover var der indlagt fysisk aktivitet i det forløb som Sundhedscenter Viborg og Viborg Idrætsråd i fællesskab har udbudt og som Poul Erik deltog i:

"Kostomlægningen har ført til vægttabet i kombination med fysisk aktivitet. Det har været sjovt at prøve nye motionsformer i fællesskab med andre. Jeg har været med næsten hver gang og kan nu løbe søen rundt, hvilket jeg ikke kunne før. I weekenden cyklede jeg 40 km med en gennemsnitshastighed på 26 km i timen. Jeg har fundet ud af, at cykling er min motionsform, da det fungerer bedst i forhold til mine ben og for at undgå skader. Derudover har jeg fået mere energi i mit arbejde som murer og kan nemmere arbejde på stilladser" fortæller Poul Erik.

Vil holde fast i de nye vaner

Poul Erik har en ambition om at tabe yderligere 5 kg og har en aftale med nogle af de andre deltagere fra "Rigtige Mænd"-forløbet om fortsat at mødes og være fysisk aktive for at holde fast i de gode vaner: "Jeg kommer blandt andet til at køre spinning til vinter for at holde formen ved lige" Siger Poul Erik.

 

Sidst opdateret: 09.06.2018