Cykling

Tager du cyklen - uanset om du er barn eller voksen - så kan du sætte sundhedsgevinster ind på kontoen.

Aktiv transport rummer et stort sundhedsfremmende potentiale

Gode vaner fra vi er små er vigtige, da vi tager dem med ind i ungdomslivet og voksenlivet. Senere giver vi dem videre til vores egne børn. Det er derfor vigtigt at have fokus på aktiv transport som cykling eller gang og hverdagsmotion - det er nemlig aldrig for sent at komme i gang og passe på sig selv eller være med til at give de gode vaner videre.

I Viborg Kommune sker over 90 % af borgernes samlede transport ved brug af bil. Mere end halvdelen af bilturene er under 5 km. De samfundsmæssige omkostninger forbundet med at cykle én kilometer på cyklen er næsten 6 kr. lavere end at køre én kilometer i bil. Derudover er der en række sundhedsgevinster for både børn og voksne ved at tage cyklen.

Sundhedsgevinster for store og små ved at tage cyklen

Sundhedseffekter af at cykle for voksne:

  • Forbedret kondition
  • Nedsat risiko for kræft
  • Nedsat risiko for hjertekarsygdomme
  • Nedsat risiko for død

Sundhedseffekter af at cykle for børn:

  • Forbedret kondition
  • Lavere samlet niveau af risikofaktorer for udvikling af type 2-diabetes og hjertekarsygdom
  • Øget koncentrationsevne
  • Forbedret motorik
  • Øget indlæringspotentiale

Helbredsrisici ved ulykker og luftforurening:

  • Litteraturen tyder på, at de positive helbredseffekter ved cykling er større end de potentielle helbredsrisici, der følger med cykling i form af trafikulykker og luftforurening.

Der er således et stort potentiale i at gøre cyklen til dit eller dit barns foretrukne valg - så vær frisk, og hop på cyklen!

 

 

Sidst opdateret: 27.02.2020