Alices lange kamp mod afhængigheden

Alice Riis

Stor RESPEKT for Alice Riis, som efter 12 års alkoholafhængighed kæmpede sig tilbage til et familieliv, hun var ved at miste.

Gennem en årrække var hverdagslivet en daglig kamp for nu 52-årige Alice Riis fra Viborg. En kamp for at skjule det alkoholforbrug, som med tiden fuldstændig tog styringen over hendes liv, og som var med til at splitte den nærmeste familie.

– Både min mand og datter led under mit misbrug. De svingede i mange år mellem håb og fortvivlelse hver gang, jeg forsøgte at lægge alkoholen fra mig, og når det gang på gang mislykkedes, fortæller Alice Riis.

Nu er hun ædru og har været det i snart fire år. Hun går på arbejde og bor i et nyere parcelhus sammen med sin mand og deres fælles datter.

– Fordommene om alkoholikere siger jo, at man er en stakkel, der sidder på en bænk og ser forhutlet ud. Men mange med alkoholproblemer er jo mennesker, der lige som jeg, på overfladen ser ud til at fungere, men som indvendigt slås med meget destruktive følelser og en oplevelse af indre kaos, siger Alice Riis.

Afhængigheden

– Min afhængighed kom snigende og var måske til dels erhvervsrelateret. Min mand og jeg drev i mange år en landsbykro, hvor alkohol var en naturlig ting at få ved hyggestunder, fortæller Alice Riis.

– De første år var det blot som en social aktivitet og moderat, at jeg fik alkohol. Kroens pligter skulle jo passes. Senere eskalerede det, og jeg begyndte også at drikke, når jeg var alene. Jeg følte mig fanget. Fanget i min situation og levevis. Men når jeg fik alkohol, kunne jeg bedre håndtere mine tanker og følelser, fortsætter hun.

Det var som at leve et dobbeltliv. Og det fortsatte også efter, kroen var afhændet, og familien var flyttet til Luxembourg.

– Det var et fulltime job: Hvor og hvornår kunne jeg handle ind uden igen at møde naboer og bekendte, hvornår kunne jeg drikke uden, at min mand og datter opdagede det, og hvordan fik jeg skaffet mig af med flaskerne og vinbrikkerne, fortæller Alice Riis om den værste periode i sit liv.

Hendes nærmeste tryglede hende flere gange om at kvitte alkoholen, og flere gange lykkedes det, men kun i perioder på et par måneder ad gangen.

– Jeg var totalt styret og overmandet af afhængigheden, og jeg levede som i en boble, hvor det var alkoholen, der styrede mit liv. Kun med alkohol i blodet, følte jeg, at jeg kunne trække vejret og eksistere på afslappet vis, siger Alice Riis.

Når Alice havde kæmpet sig igennem en periode uden alkohol, begyndte ’den afhængige stemme’ at tale til hende igen: ”Nu har du jo bevist, at du har kontrol over alkoholen, nu må du godt belønne dig selv med et glas! Men kun ét glas!”. Den aftale blev aldrig overholdt. Før første glas var drukket, var der altid lavet en ny intern aftale. Og så var hun tilbage i misbruget.

Det betød flere år, hvor Alice fik stadig mindre tiltro til sig selv og stadigt mere skuffet over sig selv, fordi hun følte, at hun svigtede dem, hun holdt allermest af. 

Vendepunktet

For fire år siden brød Alices datter en dag sammen på sin skole. Hun kunne ikke længere klare presset og følelserne af afmagt og håbløshed, hun oplevede derhjemme. Det betød, at Alice`s søster satte hende stolen for døren. Hun krævede, at Alice gik i behandling – ellers ville hun afbryde kontakten. Hun magtede ikke mere.

– Min søster sendte en mail, hvori hun ikke bare beskrev nødvendigheden af behandling. Hun beskrev også det dejlige liv, jeg igen kunne få, såfremt jeg holdt op med at drikke. Disse hændelser sammenholdt med mine egne følelser af elendighed, frustration og håbløshed over for alkoholen, gjorde at jeg erkendte og fik udtrykt mit ønske om at komme i behandling hos Rusmiddelcenter Viborg, fortæller Alice Riis.

Behandling

På rusmiddelcentret havde Alice en fast kontaktperson, som via samtaler hjalp med at opstille rammer og desuden hjalp med at få tildelt et 14-ugers behandlingsophold på døgnbehandlingsstedet Sydgården i Haderslev.
På Sydgården arbejder man med en kognitiv behandlingsform, som indebærer, at der skal arbejdes meget intensivt med egen personlig udvikling. Det gjorde hele forskellen for Alice Riis:

– Jeg har fået nogle værktøjer til at håndtere min afhængighed, så jeg kan holde den i dvale og undgå, at den igen overtager styringen af mit liv, siger hun.

Et nyt liv

Alice Riis’ nye liv er fyldt med aktivitet. Hun holder blandt andet foredrag om alkoholmisbrug – ofte sammen med sin datter, Lotte. Lotte har fået hjælp hos TUBA, som rådgiver unge fra familier med alkoholproblemer. Forleden var de på en skole for at fortælle, og i det hele taget fylder ønsket om at hjælpe andre, der er havnet i samme afhængighed, meget hos Alice.

– Jeg ved, hvordan aktive afhængige lider, og jeg føler med dem. Afhængigheden er så stærk og har så meget power, at det er umenneskeligt selv at komme ud af. Der skal professionel hjælp til! Derfor er mit budskab: Erkend og søg hjælp! Der ER en vej ud! Og du er ikke alene, slutter Alice Riis.

Læs mere om behandlingstilbuddene i Viborg Kommune

Sidst opdateret: 09.03.2018