To borgerhistorier

Læs om to borgere, der har takket ja til et bekymringsbesøg. Af hensyn til borgernes privatliv, er historierne anonymiseret.

"Besøget har givet mig større tryghed"

Jeg var gået i stå - ingen penge – man bliver trist. Det er ikke til at overskue hvor og hvem man skal spørge om hjælp. Så kom hende der fra bekymringspostkassen, som min fysioterapeut havde kontaktet. Jeg fortalte om min gigt, ensomhed og pengeproblemer. Heldigvis fandt hun ud af hvem, der var min sagsbehandler på kommunen. Hun gav mig skubbet til selv at gå op på ydelseskontoret og søge hjælp til min tandlægeregning. Sørme om jeg ikke også fik mere i varmetillæg, da jeg endelig fik ringet og talt med Udbetaling Danmark.

Jeg følte mig jo meget alene, så hun fortalte mig om alle de mange aktiviteter, man kan deltage i. Jo hun fik da aktivitetsmedarbejderen til at ringe til mig. Så nu kommer jeg til fredagskaffe og kortspil hver uge – dejligt (67 årig mand, der ønsker at være anonym, henvist til Bekymringspostkassen af behandler)

 

70-årig mand henvender sig selv til bekymringspostkassen, da han er bekymret for sin livssituation – ønsker at være anonym:

”Jeg havde mistet min kone og vi har ingen børn. Jeg begyndte faktisk at føle angst og kunne ikke tage mig sammen i hverdagen. Så hørte jeg om disse bekymringsbesøg, som man kan få og ringede til hende, der kan besøge os. Vi fik en god snak om mit liv. Hun hjalp mig til lægen for at få taget de blodprøver, som jeg ikke kunne tage mig sammen til at få taget gennem 1½ år. Så fik hun mig i Ældresagens tryghedsopkald. Det giver en rigtig god tryg start for mig på dagen at tale med et andet menneske. Jeg har fået venner i den lille klub som hun fortalte mig om i byen. Her snakker vi jo om alt mellem himmel og jord. Jeg føler mig ikke så ensom mere ”

Sidst opdateret: 18.10.2019