Aktiviteter

Herunder kan du se hvem der gæster til Seniorfolkemødet 2018.

 

Erik Sommer

Musikpædagog & Komponist

Dagen vil blandt andet byde på en dejlig oplevelse med en tidligere viborggenser, komponisten og fhv. højskoleforstander Erik Sommer. Han har komponeret musikken til mange sange og salmer, blandt andet den dejlige "Du som har tændt millioner af stjerner".  Den vil sikkert være en af de sange, vi skal synge med på, når han under sit  foredrag vil indbyde os til fællessang.

 

 


Lars Klingert

Foredragsholder & Underviser

Lars Klingert vil også gæste Seniorfolkemødet i år. Lars Klingert er tidligere tv-vært på Danmarks Radio. I dag er han foredragsholder og underviser i bland andet kommunikation og gennemslagskraft. Han vil på en dynamisk og humørfyldt måde tale om at "Brande igennem som seniorer" ved Seniorfolkemødet 2018.

 

 

Peter Qvortrup Geisling

Læge & Journalist


Læge og journalist Peter Qvortrup Geisling vil være til at opleve på Seniorfolkemødet 2018. Peter Qvortrup Geisling er bedst kendt som TV-læge, hvor han i mange år har været vært i eksempelvis magasinprogrammet Lægens Bord og sundhedsprogrammet Ha’ det godt.

På Seniorfolkemødet kommer Peter Qvortrup Geisling til at holde et spændende og inspirerende oplæg, som tager udgangspunkt i hans forholdsvis nyudgivet bog ’Naturen på recept”. Der vil efterfølgende være mulighed for at købe samt få signeret bogen af Peter Qvortrup Geisling.

Derudover vil han deltage i en debat om sundheds- og forebyggelsespolitikken.

 

 

 

Kurt Mosgaard

Oberst og tidl. generalmajor

Kom og oplev alle de mange forskellige kulturelle aktiviteter dagen byder på, blandt andet kan I glæde jer til et spændende foredrag "Udsendt til verdens brændpunkter" som oberst og tidligere generalmajor Kurt Mosgaard vil holde. Han vil fortælle om sine oplevelser som udsendt med Forsvaret, Udenrigsministeriet, FN og Nato. Hjemme i Danmark har han som regimentschef forberedt sine soldater og pårørende til skarpe indsættelser og har stået for hjemtagningen af dræbte og sårede.

 Kurt Mosgaard

 

Anders Kühnau

Politiker & Formand i Regionsrådet i Region Midtjylland

 

Til Seniorfolkemødet d. 21. juni 2018 har du muligheden for at møde Regionsrådsformanden i Region Midtjylland; Anders Kühnau. Han blev i 2018 Regionsrådsformand i Region Midtjylland, derudover har han siden år 2006 været medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland.

Han vil til Seniorfolkemødet holde et spændende oplæg. Derudover vil han deltage i en debat sammen med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling. Debatten tager udgangspunkt i Sundheds- og forebyggelsespolitikken, og her vil begge parter give udtryk for deres synspunkter, holdninger og meninger.

  

 

Politikerrunden med fire lokalpolitikkere

Seniorfolkemødet 2018 har stor politisk opbakning og bevågenhed.

Således har du mulighed for at møde 4 politikere med hver sit politiske ansvarsområde i tidsrummet kl. 19.00 til 19.50. Tiden er opdelt i 2 runder, så du har mulighed for at høre 2 politikere.

  • Lone Langballe (O) formand for Ældre- og aktivitetsudvalget 
  • Åse Kubel Høeg (V) formand for Social- og Sundhedsudvalget
  • Mette Nielsen (A) formand for Landdistriktsudvalget
  • Mads Panny (A) formand for Kultur- og Fritidsudvalget

De 4 politikere stiller op til debat efter en lille kort indledning som er selvvalgt.

Mød op til debat og vær med til at udfordre til en skøn politisk debat.

Mød Mads i Musikteltet, Mette i Den røde pavillon, Åse i Sundhedsteltet og Lone i Aktivitetsteltet.


Fire lokalpolitikkere 

 

 

The Blackbirds

The Blackbirds er en charmerende duo, der består at guitaristen Søren Bødker og sangerinden Karoline Budtz. Duoen spiller en række sprælske fortolkninger af The Beatles' dejlige sange. Der veksles mellem ord og musik på en sprælsk og underholdende måde. Det bliver et genhør med melodier som "Hey Jude", "Here comes the sun" og mange andre.

The Blackbirds

 

Susanne Klausen

Susanne Klausen er professionel, konservatorieuddannet tværfløjtespiller, som i dag underviser på Kulturskolen Viborg. Hendes repertoire spænder vidt og hun er en fantastisk formidler af musikken, såvel som historierne bag. Hun vil spille kendte -  såvel  som ukendte -  klassiske numre,  som man ikke vidste er opstået som klassisk og som man kan nynne med på. Samtidig krydrer hun sin optræden med anekdoter. Hun tryllebinder sine tilhørere, også dem der tror, de ikke er til klassisk musik.

Susanne Klausen

 

Palle Krabbe

Til Seniorfolkemødet vil du også kunne opleve Palle Krabbe med ”En musikalsk Viborghistorie”. Det bliver et stemningsfyldt møde med Viborggymnasten, som blev vise- og fællessanger. Der vil være humorgaranti og nogenlunde sandfærdige historier.

Palle Krabbe 

 

Thorkild NB Nielsen 

Der vil også blive mulighed for at møde en kreativ ildsjæl med utallige ideer til aktiviteter, seværdigheder, byggeprojekter og meget andet, nemlig Thorkild Nielsen fra Galleri NB, der vil fortælle om, hvad der har drevet ham, som han siger, fra bondeknold til gallerist.

Hans mange kontakter til kendte kunstnere  fra ind- og udland giver besøgende i galleriet mulighed for mange forskellige store oplevelser og indtryk. Samtidig har han mod til  at åbne sit galleri for ukendte "kunstnere på vej"  en mulighed, der værdsættes højt.

 

Kom og hør en spændende mand fortælle om sin usædvanlige livsbane.

 

  

Klarinetterne

I musikteltet er der mulighed for, udover Susanne Klausen, at møde "Klarinetterne Viborg Kulturskole" som er en gruppe bestående af primært seniorer, der sent i livet er begyndt at få musikundervisning. De har spillet sammen i 2 år. De vil spille glade danske melodier afvekslende med andre genrer. Mellem numrene vil de hver især fortælle om deres indgang til klarinetspillet. De er et synligt eksempel på, at det aldrig er for sent at lære nyt - heller ikke for seniorer. De ledes af en yngre konservatorieuddannet lærer på Kulturskolen.

  

Claude Chichon

Desuden vil der i musikteltet kunne  lyttes til og synges med,  når Claude Chichon sætter sig til klaveret. Han er født i Paris, er dansk gift og har boet i Danmark i 27 år. Han har spillet musik siden han var 8 år og har sunget i Radio France koret i Paris i 4 år. Han komponerer og har derudover udgivet 3 cd'er og har  optrådt for kongefamilien ved flere lejligheder. En musiker med et omfattende kunstnerisk CV.

 

 

Mød Viborg Kommune på Seniorfolkemødet

På Seniorfolkemødet kan du selvfølgelig også møde Viborg Kommune og bl.a.

  • afprøve det nye digitale træningsprogram Digirehab
  • få et gratis serviceeftersyn af din rollator.
  • få mere at vide om vores nye pleje- og omsorgscenter Banebo og de andre plejecentre.

Medarbejdere fra kommunen står klar til en snak og til at svare på dine spørgsmål.



 


Sidst opdateret: 21.06.2018