Fædre og børn laver køkkenløjer i Stoholm

Onsdag d. 21. marts var der opstart af Fars Køkkenskole i Stoholm. 11 fædre og 17 børn er klar til at lave køkkenløjer uden mor.

Onsdag d. 21. marts startede et nyt tilbud i Stoholm – nemlig Fars Køkkenskole. På Fars Køkkenskole laver fædre mad sammen med deres børn, der går i 2. til 5. klasse. Fokus er på at lave sund og lækker mad, men det vigtigste er, at fædre og børn tilbringer tid i køkkenet og får lov til at være sammen på deres præmisser.

 

Stor opbakning i Stoholm

Viborg Kommune har tidligere kørt Fars Køkkenskole i Skals, Karup og Viborg og som noget nyt prøves konceptet af i Stoholm. I Stoholm har der været stor opbakning omkring konceptet, hvor holdet blev fyldt på 5 dage. Derfor er 11 fædre og 17 børn klar til at tilbringe 5 aftener sammen i skolekøkkenet på Stoholm Skole. Børnene kommer fra 3 forskellige skoler, hvor hovedparten kommer fra Stoholm, mens der også er børn fra Mønsted og Viborg. Der bliver dermed dannet venskaber på tværs blandt børnene – og netop det har været formålet for en bonusfar med to børn, der er bosat i Viborg og med planer om at flytte til Stoholm i løbet af sommeren, hvor planen er at børnene skal starte på Stoholm Skole. De bruger Fars Køkkenskole til at danne relationer i Stoholm, inden de flytter dertil.

 

1, 2, 3, aaaaad!

Udover at danne nogle hyggelige rammer for fædre og børn, er der på Fars Køkkenskole også fokus på glæden ved at være i et køkken. Der bliver derfor givet flest mulige opgaver til børnene, hvilket giver dem en stor læring i, hvordan man hakker fint eller groft, hvordan man håndterer kød og grøntsager og ikke mindst, hvordan man arbejder med forskellige tilberedningsmetoder. På Fars Køkkenskole vil der være retter og ingredienser som deltagerne kender i forvejen, men der vil også være ingredienser som børn og fædre ikke kender på forhånd. På Fars Køkkenskole er det forbudt at sige ”ad til mad” og derfor var opstartsaftenen den eneste gang, hvor dette blev sagt. Dette skete med et stort fælles ”aaaaad” hvorefter alle lovede hinanden at smage på alle retterne og alle ingredienserne, selvom fisk eller radiser måske ikke lige er favoritten blandt alle.

 

Fædre og børn har fire gange tilbage på Fars Køkkenskole, hvor de blandt andet skal lege Fars Fantastiske Restaurant, hvor de skal lave en tre retters menu til den gæst, de må invitere med. Derudover skal de på den sidste gang igennem Fars Køkkenkarussel, hvor de skal prøve at lave alle retter og vise, hvad de har lært på Fars Køkkenskole. Når forløbet slutter d. 13. juni har deltagerne fået viden om køkkenhygiejne, fif of fiduser i et køkken, hvordan man undgår madspild samt inspiration til nye og sunde retter med fokus på grøntsager og fuldkorn.

 

For spørgsmål, kontakt:

Sundheds- og Forebyggelseskonsulent

Dennis Krogsdal Madsen