Sikker i solen

18 institutioner i Viborg Kommune får i disse uger besøg af frivillige, der laver UV-armbånd, læser højt om solen og snakker om solbeskyttelse med børn og personale i nogle af kommunes institutioner. Derudover kan institutionerne få konkret hjælp til solbeskyttelse.

Med det usædvanligt gode vejr og høje varme, der strømmer ind over Danmark i denne tid, er solbeskyttelse højaktuelt og mange kender solrådene:

  • Søg skygge mellem 12-15

  • Brug solhat/tøj

  • Brug solcreme

WHO anslår, at op til 90 % af alle tilfælde af hud- og modermærkekræft direkte kan tilskrives uv-stråling og dermed kan forebygges (kilde: Kræftens Bekæmpelse). Derfor har Sundhed i Viborg Kommune en indsats i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, VIA i Viborg samt en gruppe frivillige, hvor solbeskyttelse kommer på dagsordenen for at lave en tidlig og forebyggende indsats overfor børnene, så de tager gode solvaner med sig videre i livet.

30 frivillige sygeplejestuderende og pædagogstuderende fra VIA i Viborg har modtaget et kursus gennem Kræftens Bekæmpelse, så de kan lave solbesøg i kommunens børnehaver. I den tidligere Møldrup Kommune udfører 5 frivillige solbesøg, så sammenlagt 18 institutioner i Viborg Kommune får besøg, hvor over 600 børn lærer om solens stråler.

Ved et solbesøg laver børnene blandt andet armbånd af hvide UV-perler, der skifter farve, når de udsættes for UV-stråling. Formålet har været at vise børnene, at der er UV-stråling – også selvom det skulle ske at være gråvejr. Derudover har både børn og personale fået tips og gode råd til, hvordan man kan søge skygge ved blandt andet at lege en ”Find skygge”-leg. Børnehaverne kan efterfølgende få hjælp fra Viborg Kommune til solbeskyttelse, hvis de ønsker at gøre mere udover solbesøget.

Du kan finde mere info om, hvordan du kan beskytte dig selv mod solens stråler ved at læse mere på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside