Tag børnene med på sjove, fælles oplevelser i de lysegrønne forårsskove

I weekenden d. 25.-27. maj inviterer Naturskolen, Sundhedssatellitten i Bjerringbro samt Viborg Bibliotekerne børnefamilier med på naturskattejagter i Egeskoven og Hjermind Skov.

Viborg Bibliotekerne har tidligere arrangeret de meget populære skattejagter i naturen omkring Viborg i efterårsferien med flere tusinde deltagere. I weekenden d. 25.-27. maj kan du komme på naturskattejagt i Egeskoven og Hjermind Skov omkring Bjerringbro.

Vælg imellem to ruter:

  • Rute 1: Trolde- svampe- og slangeruten i Egeskoven - det er den klapvognsvenlige og bynære rute ad skønne skovstier, hvor der er indlagt små poster med opgaver undervejs. Længde: ca. 2,5 km og varighed ml. 1½-2½ timer afhængig af, hvor lang tid man bruger på posterne.
  • Rute 2: Fugle- svampe- og myreruten i Hjermind Skov - det er den lidt mere udfordrende rute i smuk skovnatur uden indlagte poster - naturen stiller sine egne opgaver undervejs. Længde: ca. 4,3 km og varigheden vil også her variere ml. 1½-2½ timer.

For begge ruter gælder det, at der er udlagt sjove spor, som skifter undervejs - lad børnene hjælpe med at finde vej til skatten via disse spor. Skatten er ikke spiselig, men medbring gerne forplejning til turene. ”Der er gode madpakkesteder på begge ruter”, lover Vibe Winckles fra Naturskolen.

Skattekort til 30 kr. pr. rute pr. familie købes på Bjerringbro Bibliotek og Hovedbiblioteket i Viborg fra fredag d. 25. maj kl. 10. Af skattekortene fremgår ruten og hvilke spor, man skal holde øje med.


Ruterne kan gås hele weekenden d. 25.-27. maj, men skattekortene skal købes i Viborg Bibliotekernes betjente åbningstid fredag og lørdag, dvs. 10-17 fredag og 10-13 lørdag i Bjerringbro samt 10-18 fredag og 10-14 lørdag på Hovedbiblioteket i Viborg.

Baggrunden for naturskattejagterne:

"Med naturskattejagterne i Bjerringbro, som laves i samarbejde med Naturskolen, Sundhedssatellitten Bjerringbro samt Bjerringbro Idrætsforenings gåklub ønsker vi at udbrede kendskabet til både den lokale natur, som gerne må bruges af alle samt til de mange oplevelsesmuligheder, der er derude”, fortæller Rikke Kamedula Skovsbo, børnekulturkonsulent, Viborg Bibliotekerne. Til efteråret planlægges nye naturskattejagter i Viborg og flere andre steder i kommunen, men i en lidt anden form end hidtil.