Fællesskab, inspiration og aktiviteter skal danne vejen til vægttab

Møldrup og omegn har fået sin egen vægttabsgruppe på 25 seje kvinder, der ønsker at tabe sig. Mandag havde de opstartsaften i aftensolen med sved på panden og mange grin.

Ugentlige aktiviteter  

25 kvinder i Møldrup og omegn har taget initiativ til at lave en vægttabsgruppe, hvor de har et fælles ønske om at tabe sig og lave livsstilsændringer. I gruppen deler de forslag til aktiviteter med hinanden, så man har mulighed for at komme til en aktivitet i fire ud af ugens syv dage - det kan være alt fra gåtur til foreningsaktiviteter i lokalområdet. Dermed er der altid en aktivitet, man kan komme til, hvis man er forhindret på nogle bestemte ugedage. Samtidig har kvinderne i gruppen hinanden at støtte sig op ad i deres arbejde med at lave livsstilsændringer, hvilket forpligter da man ved, at der altid er en, der venter på en ved en aktivitet.

Fastholdelse af nye vaner

Udover et fokus på fysisk aktivitet som kvinderne selv står for, er de understøttet af medarbejdere tilknyttet Sundhedssatellit Møldrup. Således får kvinderne viden om mental sundhed, herunder motivation der kan være en udfordring, når man ændrer vaner. Mange kender til en høj motivation i starten af en ændring, men når hverdagen melder sig, kan det være svært at holde fast i de gode ændringer - det er blandt andet det, kvinderne får redskaber til. derudover får de inspiration til sund mad på et madværksted, hvor de får tips og tricks til at lave mad med groft og grønt samt kyndig vejledning.

Du kan læse mere om Sundhedssatellitten i Møldrup her hvor du kan læse om mulighederne i Sundhedssatellit Møldrup samt følge med i kvindernes forløb.