Nytårskur for Trivselspiloter

De frivillige Trivselspiloter var onsdag aften inviteret til nytårskur på Sundhedscenter Viborg, hvor frivillighed anno 2018 var på programmet og anerkendelse af Trivselspiloternes lokale indsatser.

En aften med fokus på frivillighed, anerkendelse og hygge

De frivillige Trivselspiloter, der arbejder med deres egne projekter i deres lokalområder, var indbudt til nytårskur onsdag d. 7. februar, hvor der var frivillighed og hygge på programmet.

Aftenen blev indledt med alkoholfri bobler og velkomst ved Sundheds- og Forebyggelseskonsulent Bettina Belmann Mirasola, der beskrev de tre trivselspilotuddannelser, der har været udbudt i Viborg Kommune og nogle af de mange tiltag Trivselspiloterne arbejder med. Bettina Mirasola benyttede også lejligheden til at takke de frivillige Trivselspiloter for deres store indsats i lokalområderne, hvor de med deres projekter er med til at gøre en forskel for mange borgere i forskellige aldersgrupper og med forskellige behov.

Aftenen blev krydret med oplæg fra Dorthe Nørregaard fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde i Odense, der præsenterede tal om frivillighed anno 2018 og snakkede om alle de positive aspekter ved frivillighed og nogle af udfordringerne, der kan være forbundet med at være frivillig. Under den efterfølgende middag blev der summet over oplægget og frivillighed blev ivrigt diskuteret blandt Trivselspiloterne.

Med fyldte maver og en kop kaffe i hånden, stod resten af aftenen på tre workshops, hvor der var:

  • Workshop om kommunikation ved Sundheds- og Forebyggelseskonsulent Dennis Krogsdal Madsen
  • Oplæg om motivation ved frivillig Per Tandrup
  • Workshop med refleksion over egen praksis som frivillig ved Sundheds- og Forebyggelseskonsulenterne Bettina Mirasola og Merethe Raundahl.

Aftenen blev afrundet med fællessang, hvor der blev sunget 'Livsstræet' og med således opløftet stemning tog Trivselspiloterne tilbage til deres lokalområder, hvor de udfører et stort stykke frivilligt arbejde indenfor det sundhedsfremmende og forebyggende område.

Du kan læse mere om Trivselspiloternes forskellige projekter her