Vi holder fast i fællesskabet

Sådan siger en gruppe kvinder, der har deltaget på forløbet FIT FOR LIFE

Sundhedscenter Viborg og Fit Deal ved Viborg Idrætsråd har i de sidste 8 uger udbudt et kursus kaldet FIT FOR LIFE. Et forløb, hvor kvinderne har prøvet kræfter med forskellige foreningsidrætter i hele Viborg Kommune, fået inspiration til sund hverdagsmad på et madværksted med dertilhørende kostoplæg. Derudover har kvinderne fået opbygget et fællesskab, som de har tænkt sig at gøre brug af i fremtiden. Tirsdag d. 24. april var der afslutning på forløbet, men forløbet slutter ikke her for kvinderne.

"Det betyder meget, at Jane venter på mig"

Sådan siger en af deltagerne på forløbet og generelt er kvinderne enige om, at de vil holde fast i det fællesskab, der er blevet opbygget på forløbet FIT FOR LIFE. Fællesskabet har nemlig gjort det lettere at lave ændringer i hverdagen, da kvinderne har vidst, at der har stået nogle og ventet på dem. Det er derfor ikke muligt at bruge dårligt vejr som undskyldning eller træthed, hvis motivation en dag ikke er helt i top. Kvinderne holder derfor fast i den facebookgruppe, der er blevet oprettet for dem, hvor de vil motivere hinanden til at lave træningsaftaler og til at holde motivationen oppe i deres kamp for at være fitte for life.

Du kan læse mere om det forløb, kvinderne har været igennem her